Jeg er uddannet shippingmand, og forblev i transportbranchen til 1983.
Her kvittede jeg min solide stilling som administrationschef for at udleve drømmen om at blive professionel sanger og sangskriver.
Det eneste, jeg fortrød ved den beslutning var, at jeg ikke havde truffet den noget tidligere.
Som 18-årig havde jeg købt en guitar, og var sideløbende med uddannelse og arbejde, begyndt at optræde med mine egne sange. I 1971 debuterede jeg som solist i det legendariske Tivolis Vise Vers Hus.


Samtidig deltog jeg i tidens amatørkonkurrencer, og i 1973 blev jeg sektionsvinder i Ekstrabladets Plade Chancen (datidens X-factor), hvor jeg blev udråbt til Ny musikalsk Originalitet.
Jeg begyndte at få mere og mere at lave, bl.a. med sæsonengagement i Tivolis nystartede Slukefter i 1976.
I 1977 begyndte det at gå stærkt: Her debuterede jeg i Studenterrevyen, og begyndte desuden at skrive revytekster til bl.a. Cirkusrevyen, Tivolirevyen etc.


Jeg udgav min først LP-plade, der bl.a. indeholdt sangen om De gamle bukser, og fik sæsonengagement i Bakkens Hvile.

Bakkens folkelige form og direkte underholdning, var lige mig og kulminerede med 3 jubelsæsoner i humørtemplet hos Bakkens Andy fra 1985-87.

Jeg var gennem 20 år Oldermand i Kirsten Piils Laug på Bakken.
Her havde jeg bl.a. fornøjelsen af at kunne optage og døbe Han kongelige Højhed Prins Henrik, og udnævne Lise Nørgaard til Æresmedlem.


I 2006 opnåede jeg at modtage Bakkens ultimative anerkendelse, Bakkens Oscar.



Af andre priser kan bl.a. nævnes Greve Kommunes Kulturpris og Tivoli-Clubbens Årets Påfugl i 2008
I startfirserne dukkede de populære lokalradioer op. Radio Viborg gjorde De gamle bukser til en ren landeplage, så den måtte genindspilles og udgives som single i 1986. Den blev endda indlemmet blandt de største Giro 413 klassikere på dobbeltcd’en ved programmets 50års jubilæum i 1999.


I 1987 kom LP’en Skraldemanden, der blev fejretmed stor pladereception.

Succesen med Bukserne betød samtidig at jeg for alvor begyndte at turnere som solist:


En opfordring fra en forening om at komme og fortælle om mit liv, udviklede sig til at jeg i en periode turnerede med hele 6 koncert foredrag: Historien om de gamle bukser, Mine revyminder, Vandrerhistorier på Versefødder, Skillingsviser, Hopla for Otto Leisner og senest Giro 413 i 1950’erne: Sange, vi har glemt, vi kan huske.
I dag nøjes jeg dog med disse 2 foredrag:
Giro 413 – Lyden af søndag Og Historien om de gamle bukser


Op gennem 80’erne var jeg freelance tilknyttet Danmarks Radio, hvor jeg lavede tema-programmer, livereportager, sommerpostkort, natradio og ikke mindst Country Expressen gennem 10 år.
Se & Hør kårede hvert år Lytternes Radiofavorit, hvor min bedste placering blev en 7’plads i 1994.


Da DR ændrede på programfladerne i midt 90’erne var der ikke længere plads til mig.
Det var der lidt utilfredshed over blandt lytterne.
Det var der lidt utilfredshed over blandt lytterne.I 80’erne og 90’erne turnerede jeg land og rige rundt som blokvognssanger ved by-og havnefester og spillede op mod 300 jobs årligt.
Så der blev brug for lidt merchandise



Jeg har knap 700 værker registreret hos KODA. Heraf medvirker jeg selv på godt 400 udgivelser, mens en stor del af resten er fordelt på gode kolleger.
I 1981 udgav jeg selv min første sangbog, og 2016 udgav Wilhelm Hansen Musikforlag sangbogen På syngende grund, der indeholder 50 af mine egne sange.


Glæden ved at sætte ord sammen har også manifesteret sig i en spøjs bog med Limericks: Der var en pige i Brovst, udgivet på Bogans Forlag.
Jeg begyndte i 2018 at skrive Vittighedssiderne i Se & Hør.

Et lattermildt job, hvor jeg selv får lov at vande vittighederne…
Jeg har i årenes løb optrådt i Norge, Sverige, England, Spanien, Polen, Tyskland og USA.
Der har i tidens løb også været tid til TV-optræden.
Første gang var i 1975 hos Otto Leisner.

Herudover har jeg bl.a. deltaget i: Hit med Sangen. Fællessang på Charlie, Fællessang på Bakken, Nodeknækkerne, Rent Fup, Go’ aften Danmark, og en masse Lokal-tv
I 2021 havde jeg 50års jubilæum, og udkom med en 50års jubilæums cd. Naturligvis med 50 sange – plus ekstranumre.
Som supplement til jubilæumscd’en udgav jeg digitalt Jubilæums Serien: 12 albums med i alt 150 numre sammensat ud fra hvert sit tema. De ligger alle på de digitale platforme.

Jeg er i dag primært Foreningskunstner.
Dvs. de fleste af mine optrædener foregår i lukkede fora – seniorklubber, foreninger, plejehjem mv.
Her har jeg med tiden fået opbygget et meget bredt repertoire, som jeg varierer alt efter publikum og stemning.


Og der er glade publikummer både i små og større forsamlinger.
Som foreningskunstner opnår man selvsagt ikke megen presseomtale, så for at være mere synlig i det offentlige rum, har jeg de senere år koncentreret mine udgivelser om dansktopmusik. Herved har de, efter lytter afstemninger, mulighed for at blive kontinuerligt afspillet. Mine seneste 5 udgivelser har således alle ligget de tilladte 15 uger på DR’s Dansktop, flere på førstepladsen.
I 2024 udgav jeg bogen SeniorSmil.
Og tænk, så har man opkaldt en vej efter mig…


Som jeg plejer at sige:
Hele min tilværelse består af skæg og ballade:
Skæg når jeg er ude – ballade når jeg kommer hjem.
Intet job er for lille – intet honorar er for stort